Liv og død i menneskets hænder
Ved overlæge, dr.med.
Ole Hartling
Det synes at være vor tids tankegang, at vi har styr på liv, at liv kan kontrolleres. Vi ønsker at gøre os usårlige. Med teknologiens hjælp har vi fået mange muligheder og valg og valgmuligheder. Men samtidig er vi individualister og skal selv sikre vores velfærd og lykke. Den højt besungne selvbestemmelse kan vel udstrækkes til fødsel og død – tænker vi. Fosterdiagnostik og aktiv dødshjælp er eksempler. Men er det at tage magt over for meget? Vi bliver mennesker på eget ansvar og skal selv have ansvar for liv og død. Kan der da blive tale om en tilsyneladende selvbestemmelse, hvor vi svigtes – fordi vi overlades til os selv?
Ole Hartling er dr.med. og ledende overlæge ved Vejle Sygehus. Han har siden begyndelsen af 1990′erne engageret sig stærkt i tidens dilemmaer inden for medicinsk etik og har med sine skarpe, men upolemiske indlæg især haft stor indflydelse på debatten om dødshjælp. I 2000 blev Hartling medlem af Etisk Råd, som han var formand for fra 2003 til 2007. Han har modtaget flere æresbevisninger, bl.a. Rosenkjærprisen i 2007.
Ole Hartling modtog Rosenkjærprisen 2007
Overlæge og tidligere formand for Etisk Råd Ole Hartling modtager Rosenkjærprisen 2007 for sit stærke engagement i etiske problemstillinger og for sin evne til at formidle dem i et klart sprog – hvad enten det sker i interviews eller i foredragsform.
Ole Hartling har med sine stærke formidlingsevner fået mange til at stoppe op og overveje deres holdninger på ny. Især i de stærkt følsomme sager, der har præget de seneste års debat, om hvad man med teknologiens hjælp kan gøre – og måske bør undlade at gøre.
DRs Rosenkjærpris er på 25.000 kroner, og prismodtageren forpligter sig til at holde seks radioforedrag.
Samme dag udgiver DR en bog af Ole Hartling baseret på foredragene. Ole Hartling har siden 1987 været administrerende overlæge på Vejle Sygehus, og han var formand for Etisk Råd fra 2003-2007.
