Idyl og dæmoni i Bournonvilles balletter
Teateranmelder, cand.mag. Anne Middelboe Christensen
Mandag den 26. september 2011 kl. 19.30
Kulturhuset Elværket i Frederikssund
Deltagelse koster 80.- kr.
Den Kgl. Ballet leger med Bournonville-traditionen. Balletmester Nikolaj Hübbe har både iscenesat en traditionel Sylfiden, der danses dette efterår, men også en 50’er-agtig scooterudgave af Napoli og en dæmonisk underverdensversion af Et Folkesagn, der danses igen til foråret. Anne Middelboe Christensen vil skildre Bournonvilles opdaterede, romantiske univers både gennem ord og videoklip. For hvad er det, der gør Bournonvilles dansetrin så specielle og internationalt tiljublede? Hvordan er det for moderne dansere at bevæge sig i hans yndefulde, underdrevne trinverden? Og hvad siger Bournonville et publikum i dag?
Foredragsholderen Anne Middelboe Christensen er cand.mag. og danseanmelder ved Dagbladet Information og www.boerneteateravisen.dk. Hun underviser i kulturjournalistik ved Københavns Universitet, og hun er med i bestyrelsen for Ballettens Venner – og i juryen for Årets Reumert. Hun er forfatter til bøger om dans og ikke mindst om Bournonville. Hendes seneste bog, Sylfiden findes, beskriver Bournonvilles Sylfiden set både gennem rollepersonernes og dansernes og fotografernes øjne. I øjeblikket arbejder hun på et bogprojekt om dansefotografen John R. Johnsens fotos sammen med Erik Aschengreen på Det Kgl. Bibliotek.


